Mens Herrelandsholdet i aften, torsdag, spiller VM-kvalifikationskamp mod Belarus, gør DBU og Hummel klar til fredag at åbne tre nye landsholdsbutikker.
De vil bringe fodboldstemningen endnu tættere på danskerne.
Det oplyser Hummel i en pressemeddelelse.
De nye landsholdsshops får fast plads i Hummels eksisterende butikker i Bruuns Galleri i Aarhus, Rosengårdcentret i Odense og Frederiksberg Centret, hvor fans kan finde alt fra landsholdstrøjer til klaphatte, halstørklæder og andre rødhvide souvenirs.